Mel.: Jeg råber fast, o Herre - Jeg ved, på hvem jeg bygger
Troen på Guds Søn - Jesu liv - 139
1
Hvor stor er dog den glæde,
at man med Jesus må
i Herrens tempel træde
og i hans forgård stå!
Den lyst, den ro, den ære
kan aldrig siges ud,
når sjælen hun må være
sin frelsers kirkebrud.
2
Op, sjæl, og agt vel nøje
din Jesu kirkefærd!
Gud går for hver mands øje,
og lar sig lede her
udaf forældres hænder,
i lydighedens bånd,
han, som al jordens ender
og Himlen har i hånd.
3
O tempel, hvor din lykke
på denne dag er stor,
at Jesus selv vil smykke
din helligdom og kor!
Gid hjerterne kun ville
modtage ham med tro,
når han, al nådes kilde,
i dem vil gerne bo.
4
Men, ak! Guds tempels ære
er lagt i støvet ned.
Enhver sig selv kan lære,
af Jesus få kun ved.
Hans ord, hans Himmel-tale,
hans prædiken, hans flid,
mod dem tør hver mand gale
og gøre munden vid.
5
I dag er Jesu sæde
iblandt de lærdes flok,
dog findes ingen glæde
i deres hjerteblok!
De gransker Skriften nøje,
men Jesus kendes ej,
som står for deres øje,
thi stolthed siger: Nej!
6
O Jesus, gid du ville
mit hjerte danne så,
at årle det og silde
dit tempel være må!
Du selv min hjerne vende
fra verdens kloge flok,
og lær mig dig at kende,
så har jeg visdom nok!
Luk 2,42-47. Thomas Kingo 1689.