Osvald Helmuth i Cirkusrevyen 1935, musik af Åge Stentoft og tekst af Ludvig Brandstrup og Poul Sørensen.
Jeg skal synge en sang
for Gud ved hvilken gang
i mit lange forhærdede liv,
og suffløren er væk,
så jeg ryster af skræk
som et vissent og værkbrudent siv.
Det er derfor, jeg be'r Dem,
at hvad der så sker,
så bær over med mig og min sjæl.
For jeg gør det så godt,
som jeg kan - må jeg blot
først få lov te'og præs'ntere mig sæl';
Hansen, Hansen, Hansen
hedd'r jeg efter min mor.
Hun gav mig smæk,
nu er hun væk,
hun tog billetten i fjor.
Navnet, jeg har arvet,
ku' ha' været lidt bedd'r.
Hansen, Hansen, Hansen, Hansen,
det'r vi flere der hedd'r.
Man hvad er så et navn?
Gør det virkelig gavn,
om man så hedder Brun eller Grøn?
Næ, så gu gør det ej,
når man bare som jeg
er charmerende, velskabt og skøn.
Hvis man træffer en pi',
som man syn's, man kan li',
skal man så sige: "Hansen, godda'?"
Næ, så gu skal man ej,
hun ved godt, det er mig,
selvom vi lægger titlerne a'.
Hansen, Hansen, Hansen,
står der i hendes blik.
Og når jeg så
siger det sæl',
lyder det som musik.
N år vi ta'r en "continental ",
hvisker hun i min arm:
Hansen, Hansen, Hansen, Hansen,
ih hvor er jeg dog varm.
Da Max Hansen i fjor
vendte næsen mod nord,
fordi Hitler ham gjorde fortræd,
var Succes'en enorm,
han tog byen med storm.
for han havde sin terrier med.
Men så kom han igen
nu i år uden den,
og så gik det jo ikke så godt.
I "Den lille cafe"
var han yndig at se,
spørg De Gregård, han sukkede blot:
Hansen, Hansen, Hansen,
hvad er det nu med dig?
Du sa', du trak,
jeg siger tak,
bare ikke hos mig.
Du sku'ha' procenter, sku du,
det blir ikke så straks.
Hansen, Hansen, Hansen, Hansen,
det var no'et værre miks-Max.
Når man springer soldat,
er det ikke så galt,
som at ungdommen nu går og tror.
Det er tværtimod sundt,
det gør slet ikke ondt,
jeg har selv været inde i fjor.
Jeg kom først på session,
og der stod er så no'en,
som der målte mig her og så der.
Og de grinte ad mig,
og så grinede jeg,
jeg ku' simpelthen ikke la' vær'.
Hansen, Hansen, Hansen.
Knoldesparker, værsgo'.
Jeg sagde nej,-
så fik jeg et svar.
som jeg afgjort forsto'.
For han si'er det nemlig daglig,
chefen i min geschæft:
Hansen, Hansen, Hansen, Hansen,
ta' og hold Deres kæft.
Der er Hansen'er nok,
jeg ku' nævne Dem, ok
både tusind og hundrede,
men jeg ka' holde min mund,
jeg erindrer Dem kun om,
at Edgar er os se på den.
Han er Hans'nernes pryd,
og i nord som i syd
er han skattet og så populær.
Men den gang han var bedst
var i Oslo som gæst,
for aviserne skrev nemlig der:
Hansen, Hansen, Hansen
er i en klasse for sig.
Sikke en fyr,
sikke en tyr,
find's de flottere, nej!
Han har dyre skuldre,
han er både velskabt og høj.
Hansen, Hansen, Hansen, Hansen
er et dejligt sæt tøj.
--
Frits Helmuth, Osvalds søn:
Min far beundrede Åges melodier, men han var ikke så begejstret, når der skulle skrives kontrakt. Det var forretningsmanden Åge Stentoft, som min far og mange andre syntes var for barsk. De følte han snød dem lidt ind imellem. Min far og Åge havde ikke noget venskabeligt forhold til hinanden, men den gensidige respekt for hvad de kunne hver for sig - sådan rent kunstnerisk, den var der bestemt.
De havde jo disse forfattermøder, hvor forfatterne selv sang deres viser. Der var Åge også med. Han var en mand, der tog voldsomt del i opsætningen af en revy. Men min far var meget konsekvent. Hvis der var en tekst, han ikke brød sig om, så sagde han nej med det samme.
Min far var jo ikke selv nogen nem mand at have med at gøre. Han kunne være temmelig temperamentsfuld. Det har slået gnister, og der er blevet smækket med nogle døre. Især fra min fars side. Det gjorde Åge ikke. Så var det min mor, der skulle glatte ud. Når min far kom hjem fra disse forfattermøder, så var der megen spænding i hjemmet. Det var en tikkende bombe. Det er sket han er kommet rasende hjem og har sagt, jeg vil ikke have noget med dem at gøre. Det er noget frygteligt lort, de har skrevet.
--