(På fredag) Komp.: Isidor Dannstrøm (,,Malins milde öga") Forf.: Erik Bøgh
Hele verden kalder
barndomstiden skøn og blid,
uh, den barnealder
er en rædsom tid!
Bøger, lektier, skolegang,
præk og skænd og tvang -
Gudskelov! jeg ve' da,
at det snart en ende får;
thi på næste fredag
er jeg fjorten år.
Kan der tænkes værre
plage end at høre på,
at en voksen herre
kalder en "den små"?
Ja, der er sågar endnu
dem, der siger "du"!
Sligt er jeg nu ked af,
og, ved Gud, det siger jeg:
længer end til fredag
tåler jeg det ej.
Andre konversere,
jeg får aldrig talt et ord,
og jeg véd dog mere,
end de fleste tror.
Vil jeg stundom tale med,
har jeg straks fortræd -
Synes De måske da
ikke, det er tyranni?
Men, lad gå! På fredag
så er det forbi.
Tænk, jeg var i vinter
på et bal og klædt i blåt,
og min dragt var splinter-
ny og sad så godt.
Men der inklinerte ej
fler end tre for mig!
Gud, hvor blev jeg vred, da
det var drenge alle tre -
Men, pas på! På fredag
skal De bare se!
Til min søster Dorte
gør jo alle herrer kur,
og når hun er borte,
hvem står så for tur?
Tiden løber - tænk, hvor rart:
Påske kommer snart!
Jo, vi skal vel se da
frøknen, som i kirken står!
Gud ske lov, på fredag
er jeg fjorten år!
Visen skriver sig fra 1853, og overfladisk set beskæftiger den sig unægtelig med en række problemer, som næppe længere er teenagerens. Men bortset fra, at netop dette giver versene en ganske særlig charme og ynde, er grundtemaet: Fortvivlelsen ved at blive overset og sidde tilbage med alle sine talenter, bare fordi man er de dage for ung, nok evig gyldig. Også uanset, at den kommercielle verden i dag synes at bejle mere til teenagerens gunst end vel nogen sinde før.