Mel.: Thomas Laub 1922
Kristenlivet - Modgang og håb - 653
1
I falmende blade, du kølige vind!
Tør mer ej med eder jeg gækkes?
Hvad rager det mig, hvem der blegner om kind,
mens efterårsdagene stækkes?
Går jeg ind, går jeg ud,
står mit håb ej til Gud!
O min sjæl! sig, hvad klynker du over?
2
Se storken og stæren og svalerne små,
hvor de sig til rejsen berede,
de er dog kun fugle, som ikke forstå
med tro og med tillid at bede.
Se til dem! se til Gud!
Gør din bøn! gå dit skud!(1)
O min sjæl! sig, hvad klynker du over?
3
De grånende skyer, det vildene hav,
hvi gør de ej fuglene bange?
Med kraftløse vinger i bundløse grav
dér sank og dér synker jo mange.
Uden knur, uden frygt,
liden fugl flyver trygt.
O min sjæl! sig, hvad klynker du over?
4
De kender ej faren og tænker ej på,
hvad times dem kan, vil du sige;
de kender ej ham over skyerne grå,
hvis arm og hvis ord kan ej svige.
Havde ord de af hans?
Så de glimt af hans glans?
O min sjæl! sig, hvad klynker du over?
5
Hvor er nu din tro, og hvor er nu dit håb,
og hvor er dit syn for Guds finger?
Og tænker du nu, han ej hører dit råb,
og har nu hans engle ej vinger?
River kød eller ånd
dig vel ud af hans hånd!
O min sjæl! sig, hvad klynker du over?
6
Klynk over dig selv, over alt under sky,
som end for dit eget du holder,
bortkasted vel ofte, optog dog på ny,
det sorgen og bangheden volder.
Hold på ham, som er alt,
hvad Guds ord ham har kaldt!
O min sjæl! hold på Jesus, din frelser!
7
Da spreder du vinger, da rejser du bort,
så glad som ej fuglen kan findes;
thi rejsen er sikker, og vejen fuldkort,
din træthed så liflig forvindes.
Går du ind, går du ud,
evig glad i din Gud!
O min sjæl! hvad vil mer du forlange?
N.F.S. Grundtvig 1845.
(1) afmålte livsløb