Mel.: Nu blomstertiden kommer
Menneskelivet - Årstiderne - 717
1
I går var hveden moden,
i dag står skoven hvid;
om lidt vil lærker kvidre
om sol og forårstid.
Der råbes mellem grave
om nu'ets evighed,
mens vinden lægger støvet
til ro et ukendt sted.
2
Vi tæller vore dage,
der hober sig til år,
og stædigt vokser stakken
af det, vi ikke når.
De store ord blir mindre,
og planer hentes ned
fra flugt mod morgenstjerner
til døsig aftenfred.
3
Derfor - på ugens morgen
må vi herhen igen,
hvor kirken åbner døren
som for en gammel ven.
Og ord får atter mening;
skønt vi har slidt dem ned,
kan de forundret synge
om håb og kærlighed.
4
Her døber vi de spæde,
vi knytter hjertebånd
og beder, at de døde
må leve i Guds hånd.
De lærte os om troen,
der - rakt fra slægt til slægt -
gir ordet hjertets visdom
og eftertankens vægt.
5
Om alle vore drømme
forsvinder i det blå,
og skyggerne blir lange,
og mørket banker på,
skal kirken stædigt vidne
om troen, der består
og føjer dage sammen
i evighedens år.
Lisbeth Smedegaard Andersen 1994 og 2000.