I Jylland der leved en pige så ung

Komponist  anonym - Tekst anonym

I Jylland der leved en pige så ung,'

hun elsked så trofast sin ven,

nu meldte sig afskedens time så tung,

han drog til Amerika hen.

Med sorg i sit sind gik hun ene derhjemme,

sin elskede ven kunne hun ikke glemme,

hun tænkte på han både dag og ved nat,

hun længtes og følte sig ene forladt.

En dag kom der brev fra Amerika hid,

det var fra den bortrejste ven,

han skrev: "Kære pige, vær hilset og ved,

at nu kan du komme herhen,

her blomstrer vor glæde, her smiler vor lykke,

her vil vi nu sammen i kærlighed bygge,

jeg sender dig penge, kom snart, hvis du kan

jeg venter den dag, du skal træde i land!"

Den fattige pige hun lo, og hun græd,

farvel bød hun venner og slægt,

så damped hun snart til det fjerne afsted,

hun trodsede farerne kækt.

Snart traf hun den elskte, nu førte han hende

hen til et hotel, der var fryd uden ende,

så gik han alene i byen en stund

og sagde farvel med smilende mund.

Kort efter kom kæresten atter så fro

tilbage til pigen på stand.

Han var ikke ene, han fulgtes med to,

to negre af reneste vand,

han sagde til pigen: "Jeg kan dig ej tage,

og du kan til Danmark ej komme tilbage,

af disse to sorte du vælger en mand,

således er skikke her i dette land."

Den pige hun græd da så bitterlig,

men den ene af negrene tog

sit tørklæde og trådte deltagende hen,

og pigen til barmen han drog,

han tårerne tørred og trøstede hende,

hun vidste ej, hvorhen hun skulde sig vende,

så valgte hun ham, der var kærlig og god,

den grusomme ven hende derpå forlod.

Med negeren blev hun nu gift, han var rig,

hun fødte ham siden et barn,

der næsten var hvid og var moderen lig,

men kæresten han var et skarn,

den neger fortalte sin kone om sagen:

"Din ven han var ond, det er klart nu som dagen,

thi vid, han dig solgte til mig på min vej

for tolv tusind daler, jeg gav ham for dig."

Den sorte var kærlige mod barn og mod viv

og rig, og dertil meget god,

så endte en sygdom fornylig hans liv,

med rigdom hans enke nu stod.

Så drog hun til Danmark, til Jylland hun vendt,

til fædrenebyen fra lille hun kendte,

til Hjørring hun kom, til en by tæt derved,

hun kom til en gård, ret et hyggeligt sted.

Og gårdmandens kone så venligt modtog

den fremmede dame, så blev

hun der lidt med barnet, før atter hun drog;

men se, hvad der hændte, beskriv

den store forundring, da endelig manden

kom ind, og de tvende nu kendte hinanden,

hun skued sin grumme og troløse ven,

og gårdmanden kendte sin kærest igen.

For tolvtusind havde han købt sig en gård

og ægtet en pige med mønt.

Helt vaklende, bleg og forfærdet han står,

med modet det blev nu lidt tyndt,

da taled den fremmede: "Lumpent du handled,

dengang da du mig til slavinde forvandled;

men nu er jeg kommen din straf skal du få,

kanske du nu atter fra gården må gå.

Dit guld, nej, det trænger jeg slet ikke til;

men retten skal sige et ord,

og taber du nu i det retslige spil,

skal blodpengene blive stor,

og dem vil jeg skænke til fattige sjæle."

Nu går han og venter på dommen den fæle,

så lønner sig ilde kun falskhed og svig,