I skovens dybe, stille ro

Langelandsk melodi Tekst: Fritz Andersen

I skovens dybe, stille ro,

hvor sangerhære bo,

hvor sjælen lytted' mangen gang

til fuglens glade sang;

der er idyllisk, stille fred

i skovens ensomhed,

og hjertets længsler tie her,

hvor fred og hvile er.

Hør! landsbyklokken lyder ned,

bebuder aftenfred,

småfuglen, før den går til blund,

end kvidrer lidt en stund;

i mosen kvækker højt en frø,

stærkt damper mark og sø;

nu klokken tier, - aftnens fred

sig stille sænker ned.

Fritz Andersen (1829-1910) skulle egentlig have været skuespil­ler, men sprang fra umiddelbart før debuten på Det Kongelige Teater. I stedet helligede han sig musikken og virkede i mange år som sanglærer og komponist. Han skrev syngestykker, kor­sange, ouverturer m.m., og 'I skovens dybe, stille ro' er oprinde­lig tænkt som en korsats bygget op over en folkemelodi og ud­givet i 'To- og trestemmige Sange til Skolebrug' i 1864. I dag er sangen dansk folkeeje med den idylliske stemning i sommer­skoven langt fra lyden af moderne skovdrift.