Melodi: Alvar Kraft - Tekst: Harry Hartz
Selvom uro og strid, har formørket vor tid,
kommer minder om tider der svandt. Da man stolede på,
hvad man hørte og så,
det var dengang et ord endnu bandt.
Ved en landevej bo'de jeg hele mit liv, og så mennesker komme og gå,
jeg så blomsterne gro,
der blev tærsket i lo,
medens storken den fløj til sit bo. Jeg så dagene gry,
hørte stormenes gny,
og så vildgåsens træk under efterårs sky. Ved en landevej bo'de jeg hele mit liv, og så mennesker komme og gå.
Ved en landevej bo'de jeg hele mit liv, og så mennesker komme og gå.
Når min tid er forbi,
og jeg søger i hi,
nynner vinden mit livs melodi. Når jeg, bøjet af år,
mod det ukendte går,
er mit håb, at de unge kun fredsvilje får. Ved en landevej bo'de jeg hele mit liv, og så mennesker komme og gå.
Denne vise blev sunget af den folkekære svenske sanger og skuespiller Edvard Persson (1888-1957) (filmen 'Landevejskroen', 1939. Han var en rund og godmodig figur, der med sin skånske dialekt var en af de mest populære skikkelser i svensk film fra 1930'erne til 1950'erne.
Originaltitel: Jeg har bott vid en landsväg