Komp.: Ukendt Forf.: J. Helms
Jeg synge vil en vise om kærligheds magt
på min ensomme vagt.
Jeg synger om den pige, som jeg elskede i fjor,
som haver mig forvoldet en græmmelse så stor.
Hun var yndig og mild og så temmelig tør,
hun var fra Helsingør.
Såsnart jeg hende så, jeg straks elsked hende lidt,
jeg tænkte: Ja, Gud give dog, det pigebarn var mit.
Hun havde brune øjne og den sødeste mund,
hun var buttet og rund.
Hun hed Stine Larsen, og kinden var så rød,
snart brændte ret mit hjerte af kærligheds glød.
Så elsked jeg den pige fra kyndelmisse a'
næsten til Mortensda' .
Så gik det noget over: Jeg erfarede for vist,
hun havde sig trolovet alt med en seminarist.
Se, det er hele visen om min kærlighed ifjor
og min kummer så stor.
Nu vanker jeg i lunden og ved den blanke å
og tænker: Næste gang skal jeg passe bedre på.
* så temmelig tør: ret humørforladt, tavs og kedelig. I betragtning af den store kærlighed, som her strander på noget så prosaisk som en seminarist, er visen faktisk forbløffende nøgtern i sin hele fremstilling og får omhyggeligt det hele med. Herunder også den for alle forsmåede elskere så vigtige morale: Næste gang skal jeg passe bedre på. Men gør de det, de stakler? - og godt det samme.