Melodi: Amdi Riis - Tekst: Mogens Dam
Jeg er fuld af spillelidenskab,
bridge det dyrker jeg som videnskab
ja, for resten alle spil,
så mange der er til.
Der er no'et ved spil, der hidser mig
mange piger har det li'som jeg,
man skal bru' de kort man har
i kærlighedens hasard.
Jeg ved et spil om en vej,
en vej, der fører til himlen,
men det er ikke for hvem som helst,
man falder over i vrimlen.
Det spilles gerne af to,
af to, som elsker hinanden,
det gælder om at få overtag't
for kvinden eller for manden.
Det er som en slags nervekrig,
en psykologisk hjerterfri
med skæg og narrestreger i,
en lys og lokkende leg.
Jeg ved et spil om en vej,
en vej, der fører til himlen,
og hvis du spiller med åbne kort,
så vil jeg spille med dig.
I det spil der tror begynderne,
at det bar' er gjort med ynderne,
og de tre små kendte ord,
men det' da no' et de tror.
Det er heller ikke øjnene
eller dyr makeup og tøj, næ, næ
i det spil der er en trumf,
det' no'et, der kaldes for oomph.
Jeg ved et spil om en vej,
en vej, der fører til himlen,
og første gang, man betræder den,
så føles det som en svimlen.
Man svæver op i det blå,
man går slet ikke på jorden,
man danser hen over alting som
en linedanser på snoren.
Man har så'n lyst, Gud ved til hvad,
man ved ej, hvo'n man bær sig ad,
man er bar' så forfærd'lig glad
og kan slet ikke si' nej.
Jeg ved et spil om en vej,
en vej, der fører til himlen,
og hvis du altså har lyst og tør,
så vil jeg spille med dig.
Man skal passe på med kortene,
være våg'n og sky som hjortene,
aldrig gi' sig blott'lser, før
han har bekendt kulør.
Nej, man føler ham på tænderne,
om han har fine kort på hænderne,
ved man det, og hvad man vil,
så har man vundet sit spil.
Jeg ved et spil om en vej,
en vej, der fører til himlen,
men det er ikke så altid let
at få pointer på strimlen.
Et spil, et strejf af en hånd
til sød fortrolighed fører,
et lille kys i en gadedør
er lig med fire honnører.
Men hvis din modpart bruger list,
så gem dit es til sidste frist,
læg aldrig kort'ne ned før sidst,
nej lad ham spille til dig.
Jeg ved et spil om en vej,
en vej, der fører til himlen,
men spiller en med fordækte kort,
så sir jeg spilleme nej.
Om man når til storeslemmeren,
har en kvinde på fornemmeren,
længe førend manden ved,
hvad det skal ende med.
Hold ham bare sådan svævende,
fuld af håb, men angst og bævende.
Paradisets søde frugt
er skønnest før den er plukt.
Jeg ved et spil om en vej,
en vej, der fører til himlen,
og den er slet ikke altid endt
med bryllupsklokkernes bimlen.
Men er I kommet så langt,
at hymens sløjfe er bundet,
så glæd dig bare, men tro dog ej,
at spillet dermed er vundet.
For selvom vi bli'r tres og firs,
så er den lov dog inden i os,
at vi skal gi' - men aldrig gi' os,
til nød måske stå på streg.
Jeg ved et spil om en vej,
en vej, der fører til himlen,
og hvis du spiller kontrakt som jeg,
så vil jeg spille med dig.
Visens titel var egentlig titlen på et svensk skuespil; Berthe Qvistgaard foredrog den så dejligt i Hornbækrevyen i 1943, at det blev en af de sange, hun især huskes for.