Mel.: Hamburg 1598
Menneskelivet - Morgen - 737
1
Jeg vil din pris udsjunge
i denne morgenstund,
o Gud, med røst og tunge
af ganske hjertens grund,
ved din Søn, Jesus Krist,
som er vor frelser kære
og vil vor talsmand være;
al pris bør ham for vist.
2
For hans skyld jeg af nåde
er nu bevaret vel
i denne nat fra våde
til legeme og sjæl;
jeg be'r ydmygelig:
Du mig min synd tilgive,
hvormed jeg her i live
har tit fortørnet dig.
3
Bevar mig her i live;
min hustru, mine små
vil i din hånd jeg give
med alt, hvad jeg mon få;
mit ganske hus og hjem
med ære, kraft og evne,
og hvad jeg mer kan nævne,
o Gud, i nåde gem!
4
Lad dine engle blive
hos mig i farens tid
og Satans list fordrive!
Thi det er al hans id
at bringe mig i fald;
sin ondskab vil han øve,
at han kan mig bedrøve
i denne jammerdal.
5
Gud skal for alting råde,
thi alting han formår,
han ved bedst vej og måde,
hvorved sit mål han når;
til ham står al min lid,
han skal mig vel bevare
og vogte for al fare
i al mit levneds tid.
Georg Niege før 1582. Hans Christensen Sthen efter 1592. Jacob Madsen senest 1600.