Melodi: Amdi Riis - Tekst: Mogens Dam
Død- og krybbebiderne
de klager over tiderne,
men det er no'et, der ikke trykker mig.
Er der no'et så dræbende,
som folk, der hæng'r med næbbene
og syn's, at alting går den gale vej?
Endnu er vi et par stykker,
der os ugenerte hygger
ved naturens herlighed
og kildevand og kærlighed
og solen på den støvede vej.
Kammerat med solen,
bedsteven med himlen blå,
let som fuglen på sin fjer,
der er faktisk noget der,
som vi alle bør forsøge på.
Børnene i skolen
sku' ha' undervisning i,
at der er, den da' i da',
stadig no' et at grine a',
hvis man har en smule fantasi.
Folk er alt for villige til at skumle
så'r det skidt, så'r det skat,
så'r det nat med dit og dat,
men herregud vi kan da tumle
os endnu i det fri,
man kan ligge i en grøft
og være kammerat med solen,
bedsteven med himlen blå,
selvom alt er gråt i gråt,
bli'r det nok omsider godt,
det er det, det gælder om at nå.
I det store ragnarok
går alt for meget smukt i brok,
men et og andet har vi i behold.
Pilene og pælene
når aldrig gennem sjælene,
og tanken er så dejlig fri for told.
Kald os ikke ansvarsløse,
tanketomme pjanketøse,
selvom man er fiks og flot,
så kan man vel for pokker godt
ha' orden i sin krøllede knold?
Kammerat med solen,
bedsteven med himlen blå
den berømte hypofys
har så godt af luft og lys,
og det sør' vi for, at den kan få.
Sus og swing i kjolen,
tro på det der bær' os frem.
Som den gamle digter si'r:
Det er fromme stærke pi'er,
der skal bygge Danmarks fremtidshjem.
Selvom vi er glade for at jazze,
kan man godt ha' et mål
og ha' tag på tråd og nål,
og De skal se, hvor vi kan passe
det vi skal, det' er et ord,
man kan bli' en dejlig mor,
når man er kammerat med solen,
bedsteven med himlen blå,
få den slægt, der vokser op
sund og stærk på sjæl og krop,
det er det, det gælder om at nå.
Den moderne pigelil
er fordomsfri og ligetil
og uden mindste mindreværdskompleks.
Onklerne og tanterne,
og alle guvernanterne
de syns, vi har for rigeligt med sex.
Men lad dem dog bare lumre
med de gamle slidte numre,
overskrævs på cyklerne,
vi blæser da på hyklerne,
for os er de kun slet og ret "ex".
Kammerat med solen,
bedsteven med himlen blå,
livets store eventyr
er for men 'sker som for dyr det,
vi stræber efter at forstå.
Sus og swing i kjolen,
kysset af den friske vind,
vi er unge, vi har mod,
ingen dårligdom slår rod
i et ungt og ubesmittet sind.
I skal såmænd ikke være bange,
vi skal nok finde ud
af de ti berømte bud,
og selvom Paradisets slange
bugter sig, grim og fæl,
skal den få en hurtig hæl,
for vi er kammerat med solen,
bedsteven med himlen blå,
om end verden gik i fisk,
vi begynder på en frisk,
det' er en god ide at leve på!
Visen blev sunget af Sigrid (Sitter) Horne Rasmussen i Hornbæk-revyen 1942 og blev Amdi Riis' gennembrud som revykomponist. Hans melodier er ofte inspireret af tidens rytmer i lettere jazzet stil, og denne glade melodi understøtter fint Mogens Dams optimistiske livsbekræftende tekst, skønt forfattet under krigen.