Mel.: Henrik Rung 1853
Menneskelivet - Aften - 783
1
Kirkeklokke! mellem ædle malme
mageløs er for mit hjerte du,
vågnet er ved dig en højtidssalme,
som genlyder daglig i min barm.
2
Kirkeklokke! ej til hovedstæder
støbtes du, men til den lille by,
hvor det høres trindt, når barnet græder
og inddysses blidt ved vuggesang.
3
Kirkeklokke! moderskød for klangen,
som er mig langt mer end strengeleg,
toner dine kappedes om rangen
for mit øre tit og i min barm.
4
Mens som barn på landet jeg var hjemme,
julemorgen var mit Himmerig,
den du meldte mig med englestemme,
kimed klart den store glæde ind.
5
Højere dog stemte dine toner,
når de med »den gyldne sol frembrød«
kimed: Støv! oprejst er din forsoner,
stat nu op i påskemorgengry!
6
Lavere de spreder deres vinger,
sænker sig med solen dybt i hav,
når for mig nu aftenklokken ringer,
og jeg tæller dine bedeslag.
7
Lifligt dog det klinger helst om høsten,
i den stille, svale aftenstund;
gennem jorderig går Himmel-røsten,
kalder sjælen til sin hvile ind.
8
Landet nu gråhærdet kun jeg gæster
og har hjemme, selv jeg ved ej hvor;
dog på lysets hjem min hu sig fæster,
evig godt, jeg ved, er ene der.
9
Derfor nu, når aftenklokken melder:
Solen sank, og fuglen slumred ind,
da mit hoved jeg med blomsten hælder,
nynner sagte mellem bedeslag:
10
Kirkeklokke! når til sidst du lyder
for mit støv, skønt det dig hører ej,
meld da mine kære, så det fryder:
Han sov hen, som sol i høst går ned.
N.F.S. Grundtvig 1845.