Osvald Helmuth synger "Konen, kællingen, madammen" i Cirkusrevyen 1938.
Musikken er af Åge Stentoft og teksten af Poul Sørensen.
Det er jo skik og brug,
at der i'n hver revu
synges om forskell'ge pi'r, -
De ved, små, lækre siv.
Men der er én bestemt,
der altid helt bli'r glemt:
Hende, som trods alt jo dog er kvinden i ens liv.
Hende, konen, kællingen, madammen,
hun er ingen rosenknop i maj.
Næh, men hun forstår at ta' sig sammen,
hun er li'som jyden, stærk og sej.
Hun laver grød og labskovs.
Hun vasker op.
Hun skænker morgenkaffen.
Syr tøj. Smør' mad. Får børn. Skur' gulv.
Og bru'r mund.
Ja, hvem holder hele skidtet sammen?
Hende, konen, kællingen, madammen.
I cirka femten år
har vi delt pudevår.
Og så ved man hvod'n hinand'n
ser ud i transparent.
Og hun ser altså ud -
ja, har De set min brud?
Ikke! Nåh! Så prøver vi at gi't signalement:
Hende, konen, kællingen, madammen,
har en stemme som et tågehorn.
Tjavset hår og altid rød i kammen.
Og'n figur omtrent som Rundetårn.
En barm som Damhussøen.
I bølgegang.
Og et par hvasse øjne.
Nå tak! Uha! Gå væk! Rul ned!
Ih fy fa'n!
Og så' man smedet fast med ja og amen
til hende, konen, kællingen, madammen.
En mand, der har en tjans,
må ha' lidt stimulans,
så jeg ta'r den store tur
om fredag aft'nen; men
det såkaldt svage køn
de vil se ugeløn.
Og når man så kommer hjem, er situationen den:
Hende, konen, kællingen, madammen,
hun har spejdet fra sin vinduskarm.
Som en sporhund kan hun vejre drammen,
og hun har en fast og kraftig arm.
"Hvor er så ugelønnen?"
Værs'god, men - æh-
jeg lånte Smith en tier. -
"Det' løgn! Dit drys! Din sut! Hold mund!
Ta' så den!" Men
hvem ta'r borvand frem og bader skrammen?
Hende, konen, kællingen, madammen.
Da man var atten år
og havde krøllet hår
og fløj fra blomst til blomst,
var livet eventyr.
Ja - elskov og kommers -
tænk, jeg skrev kraft'me vers!
Håbet, det var eviggrønt og himlen uden sky'r.
Hende, konen, kællingen, madammen,
havde endnu ikke rull't sig ud.
Alt var sværmeri og kys og krammen,
uh, jeg kan endnu få gåsehud.
Gå ture i Søndermarken.
I måneskin.
Farvel i gadedøren.
God nat! Et kys! Et til! Åh hva'?
Lille skat!
Hvor' nu skatten, sværmeriet, flammen?
Hende, konen, kællingen, madammen.
Jeg'n skør og tosset sjæl.
Jeg ved det maj' godt sel'!
Øl og skæg - ja, Gu' det galt!
Men hun har osse skyld:
Hun ta'r mig tit forkert,
så bli'r jeg gal, så sker't!
Jeg må si' vor's ægteskab er ikke no'en idyl.
Hende, konen, kællingen, madammen,
hun vil osse skilles af og til.
Det vil jeg sgu osse, si'r jeg. Jamen
fakta er sgu, at jeg ikke vil!
Hvorfor jeg ikke skrider?
Ja, hvad ved jeg?
Hun er jo ingen skønhed.
Men grim. Og grov. Og skrap. Og sød!
Det ved Gud!
Nu må I ha' Godaften allesammen. Jeg skal hjem til:
Hende, konen, kællingen, madammen.
Frits Helmuth, Osvalds søn:
Min far så altid gerne en figur i en vise. Det var på den måde, han byggede sine ting op. Han kunne godt lide at finde en mand, han havde set et sted med en bestemt hat og et bestemt skæg. Hatte betød meget for ham. Forskellige hatte. Og mange af hattene går igen i flere af viserne. F.eks. hatten fra "Konen, kællingen, madammen."
Jeg tror aldrig, jeg har hørt ham være træt af at skulle synge en vise på scenen.
Hans rigtige liv, det var, når han stod på en scene over for et publikum. Han var udmattet og lettet, når det var overstået, men det var på scenen, han levede.
--