Komp.: Della Maria Forf.: N. T. Bruun
Lad dadle kvinderne, hvo vil,
foruden dem vi intet vare;
jeg vil, så længe jeg er til,
dem altid elske og forsvare.
Hvem var fra hjertets første slag
vor barndoms ømmeste veninde?
Hvo trøster os til sidste dag?
Det gør den hulde kvinde.
Hvem la'r os hvile på sin arm,
når vi i barndomsaldren sove?
Hvem bar os under kærlig barm?
Hvem ville livet for os vove?
Hvem skylde vi dets fagre lys?
Hvem står som moder for vort minde?
Hvem gav os ømheds første kys?
Den vennehulde kvinde.
Min salig kone, tror jeg vist,
sin lige har blandt koner ikke;
imellem os var aldrig tvist,
undtagen når jeg ville drikke.
I stykker hun min flaske slog
og spildte vinen, som var inde;
til straf derfor Vorherre tog
den gode salig kvinde ...
En kernedansk tekst; men det til trods af fransk oprindelse. Sangen stammer fra syngespillet "Fruentimmerhaderen", oversat af N.T. Bruun og første gang opført i Danmark i 1811. Modsætningen mellem den overordentlig lyriske lovprisning af "den vennhulde kvinde" i de to første vers og hendes retfærdige straf i sidste er ikke uden stedsegrøn humor.