Fra københavnerkomedien »Københavnerliv«, 1939
Musik Kai Normann Andersen Tekst C.V. Meincke
Hjertet hopper i mit bryst,
dagen går med liv og lyst,
der står skrevet kys på hver pigemund.
Foden flytter sig adræt,
sindet bli'r så lyst og let,
hjernen bli'r så klar, og det har jo sin grund:
Jeg bli'r så glad, når solen skinner,
så glemmes sorg og suk og savn,
når den forgylder tårn og tinder,
så ta'r jeg byen i min favn.
Forklar mig, hvad der sker?
men jeg går rundt og ler,
jeg bli'r så glad og fri,
men det er nok fordi,
jeg bli'r så glad, når solen skinner
på gamle kongens København.
Når det første spæde blad
grønnes, bli'r jeg kisteglad,
og syn's København er det bedste sted!
Når jeg mærker, det er vår,
og den første lærke slår,
kribler det i mig, så må jeg synge med!
Jeg bli'r så glad, når solen skinner,
så glemmes sorg og suk og savn,
og alt det bedste jeg så finder
her i min kære fødestavn,
ja, jeg bli'r optimist
og springer her og hist
og bringer liv og fest
til hver en traurig gæst!
Jeg bli'r så glad, når solen skinner
på gamle kongens København.
Oprindeligt sunget i 1939 af Ellen Gottschalch (Kai Normann Andersen's hustru) i "Københavnerliv" på Nørrebros Teater.
Senere sunget af Katy Bødtger og senest (2000) af Ann-Mette Elten