Min Amanda fra Kerteminde (31)

Min Amanda var fra Kjerteminde,
og hun kom til København i fjor,
sikke hendes øje kunne skinne,
hendes tænder var som perlemor.
Hun var slank og rank, og jeg vil anta',
cirka tyve tommer i figur.
Og jeg gik på livet med Amanda,
hver engang hun havde udgangstur,
ja jeg gik på livet med Amanda,
hver engang hun havde udgangstur.

Skæbnen kommer, når man mindst den venter,
hør nu bare, hvad der mig er hændt.
Sidste søndag traf vi en bekendter,
og Amanda sa' han var student.
Med et smil tog han sit hat galant a',
og Amanda smilede igen.
Og så præsenterede Amanda
mig studenten som en barndomsven,
og så præsenterede Amanda
mig studenten som sin barndomsven.

Og vi fulgtes ad til Esplanaden,
der var lummervarmt, den formidda',
og ved pavillonen spurgte raden
om vi sku' et lille bæger ta',
Og da just der var en tom veranda,
og som sagt, det var et dejligt vejr,
blev vi herrer enig med Amanda,
om at ta' den lille genstand der,
blev vi herrer enig med Amanda,
om at ta' den lille genstand der.

Efterhånden fik, vi no'et at drikke,
jeg kan ikke huske, hvad vi fik,
men jeg husker nok, at jeg fik hikke,
og gik uden for et øjeblik.
Men da jeg kom ind igen, jeg fandt a',
der var ganske tomt ved vores bord,
der var ikke skygge af Amanda,
af studenten heller ikke spor -
der var ikke skygge af Amanda,
af studenten heller ikke spor.

Ak, nu er min lykkestjerne dalet,
ranet af en medicinsk student,
han er på Kommunehospitalet,
og derinde er jeg ikke kendt.
Derfor spø'r jeg, tror De det er sandt a',
læger over kød og blod har ret.
For når jeg så hitter min Amanda,
er hun ka'ske lavet til skelet.
For når jeg så hitter min Amanda,
er hun ka'ske lavet til skelet.

Axel Schwanenflygel.