Mel.: Jeg råber fast, o Herre - Befal du dine veje
Troen på Guds Søn - Jesu liv - 150
1
Mit hjerte er så bange,
ved ikke, hvad det vil,
og skyggerne er lange,
og natten stunder til.
Og mørkets magter kuer
og tvinger mig i knæ,
de onde storme truer -
hvor kan jeg finde læ?
2
Disciplene var bange
for stormens vilde kast;
hvor var den ankerkæde,
der kunne holde fast?
Da følte de med rædsel,
at døden gik på rov,
og mens de stred mod stormen,
lå Mesteren og sov.
3
De kaldte, og de klaged,
og Mesteren forstod,
at frygten havde lammet
det før så kække mod.
Da bød han stormen standse
det vilde dødningridt,
og havet faldt til føje,
de bange ånded frit.
4
Mit hjerte er så bange,
og natten stunder til,
og mørke tanker tårnes,
et hæsligt narrespil.
I stormens hvin forsvinder
al tak til Herrens pris,
et uvejrs helved blinder,
det går imod forlis.
5
Men du, som stilled stormen
omkring den spinkle båd,
du ved for al min uro
vel også vej og råd.
Jeg kalder på dig, Mester,
gå ej min dør forbi,
men grib om mine hænder,
gør mig af natten fri!
Matt 8,23-27. Gustav Biering 1989.