Tekst: Poul Henningsen - Melodi: Bernhard Christensen
Vores livs sejlads imellem bord og seng,
mad og elskov, hvile, had og sød forsoning
- skal den skildres i et ganske kort refræn,
må det gøres med en vekslende betoning.
Det gør vi så.
Hvad skal vi ta?
Det lille Nå!
Man har stået engang ved voksne mennskers knæ
som et lille, utæt, snottet, sjovt spektakel.
Og de sae, at noet var mam og noet var bæ.
Voksnes ord var et mirakuløst orakel.
Der stod man så
og lytted spændt.
Så sae man Nå!
Man gled ind på skolens sure bænkerad.
Bare gab! Så passer læreren kundskabspumpen
med tortur som ligninger af tredje grad.
Man fik hård hud dels på sjælen dels på rumpen.
Der sad man så
og gloede dumt.
Så sae man Nå.
Skolen lærte, man fik børn fra bi til bi,
men fra trappegangen vidste vi det hele.
Med uvidenhedens posekikkeri
var vi tidlig vel bevandret i de dele.
Der stod man så
og tænkte sit.
Så sae man Nå.
Og så viste det sig dog, at det var skønt:
to alene mennsker mellem jord og himmel,
fryd og pine, skyernes flugt i blåt og grønt,
og man glider i hinandens afgrund - svimmel.
Hvad sae man så
forventningsangst?
Man hvisked Nå.
Men som moden kvinde kender man sit værd,
og man spejler sig bevidst i mændenes blikke.
Hvad de vil- hvad de er til- og alt det dér.
Og man spiller selv sit spil. Man leger ikke.
Hvad gør man så?
Et skulderkast -
et lille Nå!
Og så hænder det en dag, hans smil blir koldt.
Han er fri naturligvis. Man gør sig munter.
Det er bristet, det man gik og troede holdt.
Alt er bleet til ingenting på få sekunder.
Der står man så
og fryser lidt.
Så sir man Nå.
Men engang skal også smerten være slut.
Det blir endnu hårdere, end da glæden bristed.
Det er svært at se alt fortsat uafbrudt,
søge trøst i andres leg med det, man misted.
Det må man så -
Et venligt nik.
Et lille Nå.
Ikke se for langt tilbage eller frem!
Leve, mens man lever, være noet for nogen.
Se hvor lystigt unge par går sammen hjem.
De har glemt det hele - også risikoen.
Hvad skal vi så?
Vi tar et kys!
Ja - gør det! - Nå?!
Sunget af Liva Weel i revyen 'Mars på weekend' , som havde premiere i juledagene 1937. Pressen var overstrømmende: 'Det var sublim visekunst - det var en betoningernes virtuositet. Både glæde og sorg,forundring og skuffelse et helt spektrum af følelser' . Efter i nogle år ikke at have levet op til sit allerbedste opnåede Liva Weel igen den totale triumf.