Når vinteren rinder (75)

Når vinteren rinder i grøft og i grav,
og rugens krøllede blade
sig ranker i solen, som spejles i hav,
jeg griber med længsel, knap ved jeg deraf,
min hakke, min skovl og min spade.

Jeg hvæsser på stenen den rustnede æg
og retter den bøjede plade,
så springer jeg uden for mur og for væg,
hvor marken har klumper, og mosen har klæg,
med min hakke, min skovl og min spade.

Jeg lytter til vårens syngende kor,
til lærken, den jublende glade,
vi kender hinanden fra somren i fjor,
den kvidrer, jeg grøfter og graver min jord
med min hakke, min skovl og min spade.

Når solen går ned i et luende bål
bag lynghedens vidtstrakte flade,
jeg retter min ryg, og jeg skimter et mål;
da blåner og blinker det blankslidte stål
i min hakke, min skovl og min spade.

Johan Skjoldborg.

E-mail	*
Password	*
Gentag password	*
Navn på bog	*
Post nr.	*
Køn
Fødselsdato
Tlf.

Når vinteren rinder (75)

Kommentarer og debat mellem læsere

Nyeste kommentarer

Find en artikel

10 mest udprintede

10 nyeste

10 mest viste