Johannes Torrild 1907 - Johan Skjoldborg 1897
1 Når vinteren rinder i grøft og i grav,
og rugens krøllede blade
sig ranker i solen, som spejles i hav,
jeg griber med længsel, knap ved jeg deraf,
min hakke, min skovl og min spade.
2 Jeg hvæsser på stenen den rustnede æg
og retter den bøjede plade;
så springer jeg uden for mur og for væg,
hvor marken har klumper, og mosen har klæg,
med min hakke, min skovl og min spade.
3 Jeg lytter til vårens syngende kor,
til lærken den jublende glade,
vi kender hinanden fra som'ren i fjor,
den kvidrer, jeg grøfter og graver min jord
med min hakke, min skovl og min spade.
4 Når solen går ned i et luende bål
bag lynghedens vidtstrakte flade,
jeg retter min ryg, og jeg skimter et mål,
da blåner og blinker det blankslidte stål
i min hakke, min skovl og min spade.