Noget om de store dybder

Melodi: Mogens Jermiin Nissen - Tekst: Halfdan Rasmussen

Nanette tog min hånd i sin og sagde ganske tyst:
Jeg elsker dig så højt som Eiffeltåmet
med små kulørte flag, som man kan se når det blir lyst ...
Så rettede hun stille på sit hårnet.

Jeg svared' hende uden ord. Hun sagde: Du har ret,
det er forkert at sige det, man siger,
for det kan sagtens misforstås af en der er så træt,
at man sku' tro han havde andre piger.
Men hvis der er en anden skal jeg gerne gå min vej
og leve som neurotisk knald-og-fald-mø
jog dø af slemme grunde eller også gifte mig
med en bekymret embedsmand fra Malmø...

Jeg vendte mig og sagde køligt: Vær nu ikke dum!
Min kærlighed er som Atlanterhavet
med skibs lanterner, flyvefisk og storm og bølge skum ...
Så sagde hun: Hvor er du dog begavet!

Du siger mange smukke ting som ingen før har sagt
så smukt som du har sagt dem i din vrede.
Når flyvefisken lægger æg bli'r æggene så lagt
i havet eller i en lille rede ...?

Du er et vrøvl, Nanette! Flyvefisk har ikke fjer
og siger ikke pip! hvis du forstår mig ...
Det spurgte jeg jo ikke om, og hvis du skænder mer'
så skriger jeg så folk må tro du slår mig ...

Jeg slår dig ikke, kære ven! Men du kan nok forstå
at man blir træt af dine flyvegriller ...
Hvor er det sødt at flyvefisken den har vinger på
og siger pip! som lærkerne der triller ...

Det er det rene pip! Den siger ikke pip! dit fæ.
Den flyver heller ikke som en svale
og sidder ikke som en lærke i et lærketræ
og kukker med de andre nattergale ...

Hvor er det synd! Jeg tror bestemt den har det rigtig skidt
og føler sig forfærdeligt alene
på dette hav som er så stort og er så vådt så tit
og fyldt med tang og væmmelige stene ...

Nu vil jeg sove, brummer jeg. Nanette tier lidt ...
Så hvisker hun: Nu græder jeg minsandten ...
Jeg svarer hende uden ord. Og klokken går mod eet.
Og der er store bølger på Atlanten.