Mel.: Gud, efter dig jeg længes
Menneskelivet - Aften - 759
1
Nu hviler mark og enge,
nu alle går til senge,
nu slumrer by og land;
men I, min sjæl og tunge,
skal nu til afsked sjunge,
hvad eders skaber tækkes kan.
2
Se, dagen gik til ende,
i himlens sal sig tænde
de gyldne stjerner små;
som dem skal Gud mig smykke,
når han mig vil undrykke,
hjem til hans Paradis at gå.
3
Som mine trætte hænder,
når dagens gerning ender,
til hvilen glæder sig,
så glæd dig og, mit hjerte,
til efter strid og smerte
at vinde fred i Himmerig!
4
Træt er jeg af at våge,
luk jer, I øjenlåge!
men over liv og sjæl
våg du i al din nåde,
og vogt dem vel fra våde,
du øje over Israel!
5
I kære alle vegne,
om eder Herren hegne
mod fare én og hver;
Gud eders slummer lette,
med gyldne våben sætte
om eders seng sin englehær!
6
O Jesus, du min glæde,
du dine vinger brede
og sænke om mig ned!
Vil Slangen mig omslynge,
så lad din engel synge:
Det barn er gemt i Herrens fred!
Paul Gerhardt 1647. Peder Møller 1682. Fr. Hammerich 1850. Bearbejdet 1889.