H.O.C.Zink 180 - Thomas Kingo 1674
Nu rinder solen op
af østerlide,
forgylder klippens top
og bjergets side,
vær glad, min sjæl, og lad din stemme klinge,
stig op fra jordens bo,
du dig med tak og tro
til Himlen svinge!
Utallig såsom sand
og uden måde,
som havets dybe vand
er Herrens nåde,
med den hver dag min sjæl han overgyder,
hver morgen i min skål
en nåde uden mål
til mig nedflyder .
Han har i denne nat
med engleskare
mit hus og hjem omsat,
at ingen fare
har mig og mine ramt i nogen måde:
men jeg er frelst og fri
fra dødens mørke sti
og sjælevåde.
Min sjæl, vær frisk og glad,
lad sorgen fare,
dit legems blomsterblad
vil Gud bevare:
han vil i dag mig give kraft og styrke,
jeg i mit kald og stand
min Gud og Fader kan
tilbørlig dyrke.
Lad synden ej i dag
min sjæl forblinde,
at jeg min Guds behag
kan ret besinde;
velsign mig, Herre Gud, ud af det høje!
Gid jeg hver dag og tid
i dig og i min flid
mig lader nøje.
Du bedst min tarv og trang,
o Herre, kender,
tilmed er lykkens gang
i dine hænder,
og hvad mig tjener bedst i hver en måde,
du det tilforn jo ser;
min sjæl, hvad vil du mer?
lad Gud kun råde!
Lad landet dejligt stå
af frugt og grøde,
lad sandhed fremgang få
og retten møde:
Gud give mig min del med alle andre,
indtil jeg hos min grav
nedlægge skal min stav
og heden vandre.