Oh, sømand, oh, sømand, der kun er sytten år,
dig får København til at grue,
du er så benovet, den første gang du går
i land i den store myretue.
Så tag, kammerat, kun min hånd i en fart,
vi tørner til et sted, hvor man kan ha’ det rart.
Nyhavn, Nyhavn! Tak for, hvad du gav mig!
Hyggelige hjørne af den barske by!
Nyhavn, Nyhavn! Du er, fanden ta’ mig,
immervæk den gamle, og dog ny på ny!
Oh, sømand, oh, sømand, på no’en og tyve år,
hos hvem alle længsler er vækket,
du har ingen grin af, i ungdommens vår
at spanke alene på dækket.
Jeg ved, hvor der findes et godt dansegulv,
de har ikke bedre i New York og Hull.
Nyhavn, Nyhavn! Tak for, hvad du gav mig
i et lille hjørne af den barske by!
Nyhavnstøsen, hun er, fanden ta’ mig,
immervæk den gamle, og dog ny på ny!
Oh, sømand, oh, sømand, på fyrretyve år,
han mixer sig Whisky i vandet,
en fin herre ta’r sig s’gu også en tår,
hvis sliddet er li’som forbandet!
En skipper han regner for ringe fortræd
en næsestyver og et sæveøje med.
Nyhavn, Nyhavn! Tak for, hvad du gav mig!
Hyggelige hjørne i den barske by!
Nyhavnsslagsmål, de er, fanden ta’ mig,
immervæk de gamle og dog ny på ny!
Oh, sømand, oh, sømand, på firsindstyve år,
der må være pi’er og dans foruden,
i hytten på Thurø han af og til går
til vindver’t og ser ud ad ruden.
Hans øjne bli’r dugged’, måske at han ser
et sted, som han holdt af, det gamle bykvarter:
Nyhavn, Nyhavn! Tak for, hvad du gav mig!
Hyggelige hjørne i min ungdoms by!
Nyhavnsminderne er, fanden ta’ mig,
immervæk de gamle og dog ny på ny!
........................................................................................................................