Fra syngespillet »Høstgildet« Thomas Thaarup, 1790
1. Nys fyldte skøn Sired sit attede år,
var rolig i vinter og munter i vår,
som bækken i engens det blomstrende skød
så stille, så klare de dage henflød.
2. From var hun i hjertet, i adfærd så blid,
var rød som en rose, som lillien hvid;
to øjne hun havde, så klare, så blå
som himlen, til hvilken hun sørgefri så.
3. Hun bandt uden hensigt den skønneste krans:
var altid den første i sang og i dans.
Så mangen stolt ungkarl forelskt hende så:
men håbløse lod hun dem alle bortgå. '
4. Rask ride de bønder nu sommer i by.
De sange, de lyde så højt udi sky,
sin Oluf ved. gildet hun første gang så,
veltalende øjne hinanden forstå.
5. Han elsker nu Sired og elskes igen;
hun græder, da Oluf fra hende drog hen;
med glæde hun ser ham at komme til by;
og når han bortdrager, hun græder på ny.
--