Sunget af Hans W. Petersen i "Revyen på Runddelen 1955" på Frederiksberg Teater. Musik af Åge Stentoft og tekst af Epe.
Når jeg tænker på min skæbne,
så syn's jeg der er something rotten.
Hvorfor gik det såd'n, og hvorfor gik det såd'n,
når det li'så godt kul vær' gået såd'n?
Hver nat ligger jeg og grubler
og så gør jeg status rent privat.
Den er gal, Marinus,
facit bli'r minus,
det' et pinligt resultat.
Ærlig talt, Marinus, var det mening'n?
Næh!
Er du et værdigt medlem af forening'n?
Næh!
Har du overho'det nået noget som helst
af det, du ville nå?
Har du fået din egen lille villa?
Næh!
Har du været på Grønland og Manila?
Næh!
Alle dine luftkasteller svæver
stadig oppe i det blå.
Du blev rost som barn; man sale du var klog.
Du sku' lære de fremmede sprog,
far tog dig me' til boghandler Olsen
og købte den dyreste bog.
Åbnede du nogensinde bogen?
Næh!
Syn's du så, det'r synd du ligger vågen?
Næh!
Det er jo for lidt at vide, at en og en er to.
- Er det ikke rigtigt?
Joh!
Hvergang når jeg sådan gør status,
så ta'r det en nat og en formidda'.
Det'r et større job at gøre boet op
og stemme kassebogen af.
Det'r jo chancerne, der gi'r balancen.
og chancen skal man ta' med et smil,
ta' den lige i starten
ind'n de andre ta'r den,
så får du succes og bil.
Nå, Marinus, tog du så din chance?
Næh!
Har du kørt med andet end ambulance?
Næh!
Det'r fordi du altid holder mest
af det, som kommer af sig selv.
Du'r ikke meget for blod og sved og tårer?
Næh!
Tror du, det vil rette sig ad åre?
Næh!
Det eneste hos dig, der har format
og stadig vokser, det din gæld.
Resten er kun ord, ka' du huske i fjor,
da du sale med et blik fyldt med mord:
"Nu går jeg sgu ind til ham direktør'n
og slår et par slag i hans bord!"
Nå, Marinus, slog du så i bordet?
Næh!
Tog du i det hele taget ordet?
Næh!
Du listed' tyst forbi hans dør på gummisko,
- er det ikke rigtigt?
Joh!.
Når man altså sådan gør status,
som jeg nu står og gør her i da',
og lægger ting'ne sammen,
må man ikke glemme madammen,
som sucsomsive skrives af.
Dengang hun og jeg vi traftes,
sa'e jeg i den lyse vår:
"La' os være venner,
jeg bærer dig på hænder,
gennem livets rosengård!"
Nå, Marinus, bar du så Amanda?
Næh!
Bar du kaffen ud på jer's veranda?
Næh!
Har du overho'det båret noget som helst,
når lige undta's nag?
Næh!
Syn's såd'n noget er pænt at bære?
Næh!
Syn's du selv, du er, som du skal være?
Næh!
Ved du, hva' du sku', du sku' sgu skamme
dig for det, du er i dag.
Status er jo sløj, den viser præcis,
hvor uendelig lidt, du har gjort,
Nytter det så no'et, at du selv går og tror,
at du er skabt til no'et højere og stort?
Har du nogen grund til at gøre dig kostbar?
Næh!
Har du no'et at sige til dit forsvar?
Næh!
Godt, så falder dommen: Du er en typisk MAND
fra't yndigt, lille land.
Åge Sten toft, komponisten:
Jeg skulle skrive musikken til en ny sang til Osvald ude på Det Ny Scala. Den skulle selvfølgelig så være helt i top. Og så var det igen det med ideen. Hvad skulle den handle om? Det var ved nytårstid, så jeg tænkte, det var måske sjovt, hvis den handlede om en mand, der var i gang med at gøre privat status over sit liv.
Så jeg lavede en melodi, hvor han efter hvert spørgsmål han stillede sig, kunne sige: Næh! Epe skreven strålende tekst, og jeg glædede mig til dagen, hvor vi skulle synge den for Osvald.
Da vi var færdige med at synge, spurgte jeg, nå hvad siger du så? Næh, sagde Osvald. Han ville ikke synge den. Jeg havde ham nu mistænkt for, at han ikke gad indstudere den. I stedet sang han så en af sine gamle sange, og fik selvfølgelig stor succes på det. Så sang Hans W. Petersen "Næh" og fik stor succes. Det var Epe og jeg ham selvfølgelig dybt taknemmelige for. For så reddede han jo vores ære.
--