Johan Ottosen.
Det haver saa nyligen regnet,
det har stormet og pisket i vor Lund
Frø af Ugræs er føget over Hegnet -
Aag paa Nakke og Laas for vor Mund.
Aarets Løb har sin Lov,
der blev lyst i vor Skov -
ak, hvor kort, indtil alt er Stormens Rov!
Det har regnet - men Regnen gav Grøde,
det har stormet - men Stormen gjorde stærk.
Som de tro'de, at Skoven alt var øde,
saa de Vaarkraftens spirende Værk.
For de gamle, som faldt,
er der ny overalt,
de vil møde, hver Gang der bliver kaldt.
Og de tro'de, at Hjertebaand kan briste,
og de tro'de, at glemmes kan vor Ret!
De skal vide, de aldrig ser de sidste,
de skal vide, at ingen bliver træt.
Thi som Aarene randt,
saas det: Baandene bandt,
Kræfter fødtes for Kræfterne, som svandt.
De kan spærre med Farver og med Pæle,
de kan lokke med Løfter og med' Løn, -
fælles Sprog giver vore Tanker Mæle,
fælles Vilje gør Kampdagen skøn.
Nye Stridsmænd skal der,
nye Stridsmænd skal her
slutte Kreds om den Fane, vi har kær.
Ja det haver saa nyligen regnet,
og de Træer de drypper endnu;
mangen Eg er for Uvejret segnet,
men endda er vi frejdige i Hu;
viger ej ud af Spor,
for vi kender det Ord:
Det par slet ingen Hast for dem, som tror.