Mel.: Vor Herres Jesu mindefest
Kristenlivet - Kristi efterfølgelse - 600
1
O Jesus, går du da din vej?
Mit kød og blod forstår det ej,
du går dog kun til Faderen,
o, drag mig, jeg vil og derhen!
2
Igennem dødens mørke dal,
igennem pine, spot og kval,
du, Jesus, gik frimodelig,
o, gid jeg kunne følge dig!
3
Hvor jeg og i dit fodspor går,
der ser jeg kummer, blod og sår;
den hele vej den banet er
med kors og torne her og der.
4
Dog turde du, o Jesus, gå.
Hvorfor vil jeg da stille stå
og grue, når jeg døden ser,
ret som mig noget fremmed sker?
5
Nej, nej, o Jesus, jeg har godt
ud af din bortgang, død og spot;
du sendte mig, da du gik hen,
en talsmand i dit sted igen.
6
Når vantros synd mig tager ind,
og egen klogskab gør mig blind,
da viser han mig, at jeg får
retfærdighed i Jesu sår.
7
Han trøster mig, at Satans magt
ved Jesu død er ødelagt,
lad slangen bide i min hæl,(1)
trods det den skader ej min sjæl.
8
Gå derfor med frimodighed,
når stunden er, og vær bered
at sige verden her god nat
og tage livets krone fat!
Joh 16,5-15. Thomas Kingo 1699. (1) 1 Mos 3,15