Mel.: O store Gud, din kærlighed
De helliges samfund - Præstevielse - 485
1
O Jesus, præst i evighed!
Her lader du det kende,
hvorfor dig Gud af Himlen ned
til jorden ville sende,
at syndere du kunne med
din Fader vel forlige
og lade dem få del og sted
i ærens evig rige.
2
Og dine tjenere, som skal
det sone-embed føre,
så de på jorden Himlens sal
med sjæle rig kan gøre,
dem styrker du med råd og fred
og deres synd forsoner,
ja, dem med Himlens myndighed
og store nåde kroner.
3
Som Faderen har dig udsendt
og salvet uden måde
med Ånd og kraft, som er bekendt,
så vil du og i nåde
ved Ånd og kraft med alle stå,
som dine bud skal være
og om i hele verden gå
dit salig ord at lære.
4
Du ånder, og din gode Ånd
du derved dem indgyder,
så de får magt mod syndens bånd
og vantros onde lyder
at løse dem, som vil i bod
og tro til Gud sig vende,
men binde dem, som står imod,
i død og dom at ende.
5
Så er en hellig myndighed
lagt svage folk i hænde,
hvis lige verden ikke ved,
den nåde bør man kende,
at ingen engel måtte få
det sone-embeds ære,
men skrøbelige folk de må
den nådetitel bære.
6
O Jesus, giv mig nåde til
det embede at ære,
som selv så højt du hædre vil,
at jeg dit ord og lære
ej blæser hen i vejr og vind,
så jeg forstokket bliver
og i mit flintehårde sind
til døden bundet bliver.
Joh 20,19-31. Thomas Kingo 1689. Fr. Hammerich 1850.