GI. Vise.
Jeg er født ved gamle Englands Kyst,
hvor de stolte Skuder gaar,
og en Sømandsgut var al min Lyst,
fra jeg knap var sytten Aar.
Men den første Gang han gik ombord
kyssed' han mig øm og huld,
og han sagde venligt disse Ord:
»Du er alt mit Hjertes Guld.«
O, Susanne, græd ikke for din Ven
men bliv mig altid huld og tro,
til jeg kommer hjem igen.
Paa de lange Rejser drog han bort,
jeg sad ensom og forladt,
og naar Vejret det var rigtig haardt,
laa jeg vaagen mangen Nat.
Men naar Taaren bitrest randt paa Kind
kom min Sømand hjem i Havn:
og saa sang han med fornøjet Sind,
mens han tryk ked' mig i Favn.
»O, Susanne. græd ikke for din Ven,
jeg har heldigt pløjet Bølgens Ryg,
og her har du mig igen.«
Og saa talte vi saa mangt et Ord,
vi forglemte Storm og Blæst,
men en Dag han sa": »Min Snut, jeg tror,
vi behøver snart en Præst.
Jeg maa ta' en Tørn paa to Aars Tid,
men er Lykken med din Ven,
kommer jeg med Rigdom glad herhid,
og vi gaar til Præsten hen.
O, Susanne, græd ikke for din Ven,
jeg gaar til Kalifornien
og graver Guld til dig.«
I et lille Hus ved Kysten bor
vi som kærligt Ægtepar,
ham kom hjem igen, han har holdt Ord,
fire raske Børn vi har.
Han gaar ikke mer' paa Rejser, nej,
men naar Stormen brøler vild,
han til Barmen kærligt trykker mig
og saa siger han saa mild:
»O, Susanne, mit alt, min Fryd, min Lyst,
der er ej en Mand saa glad som jeg
paa hele Englands Kyst.«