H. Fragson (Revyvise fra 1947)
Kan man paa Jomfrufødsler tro?
No'en siger nej! Jamen jeg siger:
Jo, de hænder den Dag i Da',
Ja, jeg ved godt, at De med et Smil
tænker, han mener Marie Odil;
men hende jeg trækker fra,
Næ, det Eksempel, som jeg her vil nævne,
hænde kan enhver, der ligesom jeg
ikke gaar den slagne Vej.
Det var en Dag med Himmel blaa,
da jeg Odille Hansen saa,
hun var saad'n, jeg sagde:
Aah I De sku' blot ha' set Odille Hansen,
hun var Kelner i Tre-Flasker Kro;
aa, men altid første Mand i Dansen,
i Dansen svinged' hun Svansen!
De sku' blot ha' set Odille Hansen!
hun er Dus med hele Nørrebro.
Det er en dejlig Pigelil,
hun er gevaldig lige til,
kan De et Kys Dem snige til,
og skulde lidt mere det bli'e til,
tror jeg skam ikke, hun skrige vil,
og derfor jeg stadigvæk sige vil:
Odille er go' for to!
Det var en Søndag Klokken to,
at· vi tog fra Tre-Flasker Kro,
Odille og jeg pr. Gig!
Lyslilla slips og Skorstensrør,
Odille var brun som en solbrændt Tør',
paa Tuborg en Sjus vi fik;
der mødte vi min gamle Ven Jens Jansen,
Stolemagersvend, og Gud. hvor han skod,
'dille blev saa rød som Blod,
Jeg tog mig blot et billigt Grin,
Jansen, han gav, saa den var fin,
og Pigen var jo altsaa min.
De sku' blot ha' set Odille Hansen,
naar hun rigtig Smut med øjet slo',
hun ku' bringe en komplet fra Sansen,
og Jansen gik bag af Dansen.
De sku' blot ha' set Odille Hansen,
da hun kælent ham om Nakken to',
Jansen blev blød som et Dielam.
og spurgte, om hun kunde li'e ham,
men 'dille hun holdt sig skam lige stram
og sagde, du maa hellere gi' en Dram!
Og jeg vilde nødig svi'e ham,
saa jeg blev jo ved med at si'e ham,
Odille er go' for to!
Siden vi mødtes alle tre
lige saa tit, det blot ku' ske,
og talte om Lit'ratur.
Ikke et Ord om Kærlighed
og alt saadan no'et, som De jo ved,
at Ungdommen gerne bru'er.
Odille var saa bly, saa bly, men saa blev
hun saa syg, saa syg, op; Doktoren sa',
at hun Levertran sku' ha',
men da hun vaagned' af sit Blund,
laa der en skønne Morgenstund
en dejlig Dreng paa fjorten Pund!
De skuf blot ha' set Odille Hansen,
som hun der fra Sengen til os .Io,
Se, om hendes Pande, hvisked' Jansen,
se Glansen! Madonna med Kransen!
De sku' blot ha' set OdilIe Hansen!
aa, hun rødmed' som en Hummerklo
og hviskede: Sig dog et lille Ord,
hvord'n har jeg faaet den lille Bror?
Ved I, hvad lille Odille tror?
at Englene kom med det lille Nor
og lagde ham der paa·mit Spillebord!
Jansen og jeg rundt som Vilde for:
Odille er go' for to!
Det var et mærk'ligt Fænomen,
vi vidste jo begge, Odille var ren,
som Sneen, der faldt ifjor.
Men da en Dag jeg veltilfreds
fik mig med Jansen en Seks-og-tres,
jeg kom paa det rette Spor.
Det Jansen var, den Tyveknægt, der tilstod
aabenlyst og frækt, at han i min Gig
med 'dille tit en Skovtur fik.
De havde hørt paa Fuglesang
og kyssedes, men kun en enkelt Gang,
og tilsidst den Laban sang:
De sku' blot ha' set Odille Hansen,
naar hun svang de lyserøde Sko,
hun lignede en dejlig Betty Nansen,
og Jansen nappede Tjansen.
Du sku' blot ha' set Odille Hansen!
Hun er gammeldags. men klippetro,
vi ska' ha' Bryllup paa Pinseda',
og det skal ej gaa gelinde a',
næ, vi vil lidt op til Finse ta',
hvis 'dille i Sneen nu find'se ka',
men jeg tror nu nok, hun den prinse ka'
og nu, gamle Dreng, ka' jeg indse a',
Odille er go' for to!