Oh hjælp mig Madonna, aller helligste mø,
og kan du det ikke, så hjælp mig at dø.
Hans blik var som solen, så skøn var hans røst.
Hans ord var et nyn om kærligheds lyst.
Han stod i min dør, så ung og så rank
og gav mig en sølvpil, så måneskinsblank,
og alle de roser, som ved havegærdet står
dem satte han i mit vindue, dem fletted´ han i mit hår.
Men en aften i ugen i fuldmånens glans,
der gik han forbi mig, med en anden til dans.
Og ham der aldrig deltog i unges pigers leg.
Og ham der aldrig dansed´ med andre end med mig.
Da greb jeg min sølvpil med en forunderlig lyst,
jeg ville begrave den dybt i hans bryst.
Nu ligger den sølvpil i dybeste brønd.
Men dybt i mit hjerte der brænder i løn.
Oh skønne Madonna, med de himmelske blikke.
Jeg ville ham dræbe, men kunne det ikke.
Oh hjælp mig Madonna, blot en eneste gang.
Der vil jeg nok tro,der vi mødes i sang.
Oh hjælp mig Madonna, blot en eneste gang,
der vil jeg nok tro, der vi mødes i sang.