Med særligt henblik på den kommende »Fannikerdag« 2. og 3. juli 1955. Det er navnlig det sidste vers, De skal hæfte Dem ved,
Mel. : Stakkels Hanne.
På en solvarm dag i sommer,
jo, det sker, at den slags kommer,
fik vor Fannik'dag premiere,
fødselsveerne var svære.
Der var fest og flag i staden,
tusinder af folk på gaden,
overalt, hvor man sig vendte,
fanødragter sås - og Lenthe.
Alle mænner havde skæg'ge,
nogle skæg var hele hække,
navnlig de, der kom fra ski(V)et,
havde skæg til midt på livet.
Processionen drog fra havnen
med musik i for(e)stavnen
dygtigt ført, som man ku' vente,
af rådsformanden - og Lenthe.
Og på Kikkehjergets toppe,
hvor optoget skulle stoppe,
var der taler, sang og danse,
næsten mer' end man ku' sanse.
Der sang publikum sig hæse,
alt var prima, ku' man læse
i avisen, hvor vi spændte
fandt i tekst og bil'der - Lenthe.
Hist ved havnen tombolaen
gik for fuld fart hele da'en,
radioens velkomstsange
lød utroligt mange gange.
Man ku' købe is og pølse,
alt blev slugt med festlig føl'se,
i højttaler een udsendte,
hvad der skete - det var Lenthe.
I et stort kontorlokale
sled bestyrelsen som gale,
regned' ud og talte penge,
fik en øl - og den holdt længe.
Solgte lodsed'l og billetter
til teatret, hvad man gætter,
når der til afløsning trængte,
fik man altid fat i - Lenthe.
Ved teater og udstilling
tjente »Dagen« mangen skilling,
men de sjældne, skønne sager,
som en sømand hjemad tager,
sku' der vogtes på om natten,
for at ingen løb med skatten,
blandt de vogtere, man sendte,
var - ja, gæt nu - også Lenthe.
Henad midnat folket vrimled'
ned til havnen, hvor man stimled'
sammen under lysguirlander,
fædre, mødre, børn og tanter,
alle skulle se finalen
ud i retningen af »Halen«,
hvor man krudt og knal afbrændte
ham, der tændte, det var Lenthe.
Denne »Dag« var tvende dage,
som vi gerne sku' gentage
år for år langt ud i tiden,
men det koster slæb og sliden.
Tag nu aktiv del i sagen,
giv os deres hjælp til »Dagen«,
gør dem selv og gør bekendte
li'så aktive som Lenthe.
Herluf Jensen