På Samsø var en pige (77)

På Samsø var en pige,
o, så skøn, så skøn,
hun sin egen Jørgen
elskede i løn,
ja, men fader, moder
og en ældre broder
elsked verdens goder,
o, det var en skam.

Jørgen drog så vide
i den grumme krig
for sin mø at stride
eller ligge lig,
rådsomt blev han såret
og fra slaget båret
med et hul i låret
o, det var en skam!

Jørgen til Hansine
otte breve skrev,
men den onde broder
røved hvert et brev,
Brevene han brændte,
og et falsk han sendte,
hvordan skal det ende?
O, det var en skam!

Her skal nu høre,
hvordan brevet lød:
»Jeg er død i krigen
under sorg og nød.
Græd dog ej, du kære,
vores skolelære'
skal din trøster være
o, det var en skam!«

Hansine græd en måned
eller kanske fler',
men da de var gået,
græd hun inte mer';
hun med Gud og æren
ægted skolelæren,
lystigt fløjted' stæren:
fløjtes. . .

Men på bryllupsdagen
vendte Jørgen hjem,
på et træben humped
han vemodig frem.
Men den bryllupsmorgen
den, han havde kåren,
netop gik i gården -
o, det var en skam!

»Jørgen«, skreg Hansine,
»er du rigtig vel?
Hvorfor har du skrevet,
du var slå'et ihjel?
Nu er det for silde,
her skal være gilde,
jeg skal ha' en lille«
o, det var en skam!

Jørgen drog sin sabel
og sin bajonet,
stak den i sit hjerte,
døden den var let.
Under marmorstene
hviler Jørgens bene,
skønt af træ det ene
o, det var en skam!

Johannes Dam