Dansk folkevise - Andreas Peter Berggreen 1869
1 Ramund var sig en bedre mand,
om han havde bedre klæder.
Dronningen gav hannem klæder på stand
af blårgarn, bast og læder.
»Sådant vil jeg ikke ha'«, sagde Ramund,
»Sådant står mig ikke bra'«, sagde Ramund den unge.
2 Ramund gik sig ved salten søstrand,
der så han syv jætter stande.
»Tager jeg Ramund på min mindste hånd
og kaster ham langt fra lande«.
»Det gør ikke ene du«, sagde Ramund,
»Komme må I alle syv«, sagde Ramund den unge.
3 Ramund tog til sit dyre sværd,
det han kaldte Dymlingen røde.
Hug han de jætter syv med én færd,
at blodet randt dennem tildøde.
»Der ligger alle syv«, sagde Ramund,
»Alt står jeg her endnu«, sagde Ramund den unge.
4 Ramund ladede skibene syv
med guld og med ædele stene.
Sejled så over sø så stiv,
hen ind på kejserens lande.
»Nu er vi komne her«, sagde Ramund,
»Nu har vi bedre lært«, sagde Ramund den unge.
5 Kejseren ud af vinduet så
med angest og sorrigfuld mine:
»Hvo er den mand, i gården mon stå
og der så hæsselig grine?«
»Det er mig, jeg har lyst«, sagde Ramund,
»med dig at vov' en dyst«, sagde Ramund den unge.
6 »Kære Ramund! du lade mig leve,
jeg så end aldrig din lige.
Min yngste datter vil jeg dig give
og halvparten af mit rige«.
»Det ta'r jeg, når jeg vil«, sagde Ramund.
»Og så din datter til«, sagde Ramund den unge.
7 Ramund tog til sin store kniv,
den han kaldte Dymlingen dyre.
Skilte han kejseren ved hans liv,
at hovedet fløj femten mile.
»Jeg mente, den ej bed«, sagde Ramund.
»Dog rinder blodet ned«, sagde Ramund den unge.