Poeten
1. Da jeg vågned', var der forårsduft omkring mig;
gennem vindu't strøg en morgenbrise ind,
1 det klare solskin hilste alle ting mig,
og i puden var der aftryk af din kind.
Og jeg tænkte straks, for løgn kan aldrig gavne:
Nu'der sket det, som vi talte om iblandt.
Men jeg ønsker, du må få alt det du savned'
hvis du virk'lig kommer frem til Samarkand.
2. Og omkring mig hørtes livsmusikken spille
som jeg aldrig mer' skal dele med en ven.
Og skønt hjertet kaldte på dig, tav jeg stille,
for jeg vidste, at du aldrig kom igen.
Og jeg græd måske, for nætterne var svære,
men jeg håber, det blev drømmens land, du fandt,
så en anden bli'r, hvad aldrig jeg kan være,
hvis du virk'lig kommer frem til Samarkand.
3. Hvor jeg færdes, syn's jeg alting hilser fra dig,
både sol og blæst og forår er som du,
og jeg savner dig, men har dog noget af dig;
det du gav mig, det ta'r ingen fra mig nu.
Og fortæller din fornuft et fremmed sted dig,
at vi skiltes, et det bare ikke sandt.
I min tanke, tro og længsel er jeg med dig,
hvis engang du kommer frem til Samarkand.
--