Mogens Jermiin Nissen 1954 - Piet Hein 1937
1 Hvergang en sommer igen kommer dragende,
dvælende, farende hen,
er det som kom man i dybet af dagene
hjem til sin hjemegn igen.
2 Ude i verden, hvor jorden og himlene
skifter i ukendte skær,
længes man ind i sit øriges svimlende
verden af lunerigt vejr.
3 Åh, at forundres og komme på luftene
let som et løvetandsfrø
ned i det syngende, susende,
duftende græs på en sommergrøn ø.
4 Her er man hjemme, hvor stormen og vindene,
solen og skyerne går
midt i det »nu«, som er selve den rindende
tråd mellem aldre og år.
5 Her mellem havet og strømmen og stenene
nynner en langelig sang,
samlende alt, som har været, forenende alt,
som skal være en gang.
6 Stranden den stride, bestormet af vandene,
lægger sin vandrende ring,
lukkende rundt om de varige, standende,
enkle og evige ting.
7 Tavse, mens druehyld løfter mod rummene
sommerens glødende bær,
glider vi ind i den syngende, summende,
susende sommer og »er«.
Med tilladelse fra Piet Hein a/s - www.piethein.dk
Se også Gruk index: www.piethein.dk/page/gruk-index-44/