Mel.: Genève 1542. Pontoppidan 1740
Kristenlivet - Forsagelse og kamp - 619
1
Vægter! vil det mørke rige
ej bortvige?
Vægter! vil den sorte nat,
mørk og mulm af mine sinde
ej forsvinde?
Får vi ikke dagen fat?
2
Vil vor morgen ej frembryde
os at fryde?
Jesus, livets sol og glans!
Jeg er kold og mørk i sindet,
helt forblindet,
strål dog ind i sjæl og sans!
3
Er for længst ej nådestunden
alt oprunden
ved din ankomsts klare skin?
Og da jeg dig ej kan finde,
jeg i blinde
går de mørke syndens trin.
4
Hvor kan jeg foruden styrke
og i mørke
tage lysets våben på,
kærlighedens frugter bære,
ydmyg være
og forbi det onde gå?
5
Vor fornuft har aldrig givet
lys og livet,
Jesus selv i sjælen må
som den blide sol opdage(1)
og forjage
sikkerhed af hjertets vrå.
6
Men når Jesus sjælen vækker,
syndens dækker
alle sammen straks må fort,
så man vender sindets øje
mod det høje,
fra sig selv og verden bort.
7
Øjne fuld af længsels lue
dig at skue
giv os, milde frelsermand!
Den er hårdt med blindhed slagen,
som om dagen
lyset ikke finde kan.
Es 21,11-12. Christian Friedrich Richter 1704. Hans Adolph Brorson 1734.
(1) dages, stå op