Mel..- Manden på risten -
Jeg sidder så tit her på bænken
på havnen ved toldbodens mur.
Her har jeg en stund til lidt tænken,
når jeg lister min daglige tur.
Jeg sidder og kigger på livet,
mens færgerne kommer og går,
og folk strømmer til og fra skivet,
det er her byens puls - den slår.
Her er dejligt, når solen den bager,
og gæsterne stormer hver bus,
så glemmer jeg gigten, der plager,
og det er et væsentligt plus.
Jeg kan sidde og kigge på biler
fra fremmede lande og byer,
jeg får nok en lur, mens jeg hviler,
men den glæde er ikke så dyr,
og dagen glider så hyggeligt her med lidt snak -
det sker til tider, jeg får mig et godt stop tobak.
Tit fik jeg en snak med Niels Svarrer,
og kom så Hans Carl forbi,
behøver jeg så at forklare,
at vi tog på langfart - vi tre?
Vi tog os en tur over dammen
til Rio og rundt Kap Horn -
vi sejled' så glimrende sammen
med laster af kul eller korn.
Vi sejled' med fuldskib og barke
rundt jorden, på godt et kvarter,
vi kendte jo vejen - vi knarke,
selv om vi ej sejler den mer.
Vi fik os en storm i Biskayen
og tog den med ro i Suez -
gik ind til Marseille på vejen
og krydsed' derfra til Fez -
men dagen glider, nu lister jeg hjem til min the,
det sker til tider, at Mor har en bakskuld, måske!
Når Esbjerg i skumringen tænder
sine lysende lamper på snor,
og strømmen ved fuldmåne vender,
og himlen er lys om' til Nord -
da ser jeg de elskende vandre
på havnen, hvor lyset er småt -
de ser kun sig selv - ingen andre -
og det er vel også kun godt.
Og sejlerne glider så stille
i sejlrendens spejlblanke vand -
to knallerter larmer som vilde,
og støjer så stærkt de kan,
men bortset fra dem er der herligt
og fredeligt her, hvor jeg er -
der sker måske ej noget særligt,
men det er en charme mer,
så går det hjemad, hvor sengen den åbner sin favn -
en tak for dagen og hyggen ved Nordby havn.
Sangen var indlagt i »Langs med Langelinie«, som Fannikerdagen opførte i april 1968. Sunget af forfatteren »himself". Herluf Jensen