Melodi: Edgar Allan - Tekst: Aage Steffensen
Originaltitel: Gute Nacht Marie
Vi har haft en gemytlig aften
foruden mindste brist.
Navnlig sprutten var absolut en succes
fra først til sidst.
Sikken midda' der var vel lidt a'
det rigti'e hvabehar.
Kræsne ganer helst til sig raner
af sprut i lange skydebaner.
Jeg er sulten, skønt jeg har skjult
en forfærd'lig bunke mad.
Jeg er tøsti', så kan vi trøsti',
i aften følges ad.
Ved en klemme, jeg nu vil glemme,
at jeg en kone har.
Jeg vil hapse tred've snapse
til lidt kaviar.
Vi går aldrig hjem, vi går aldrig hjem
når vi først er kommet ud.
Vi går aldrig hjem, vi går aldrig hjem,
for derhjemme er en brud.
Og når hun bli 'r vred, ja når hun bli 'r vred,
falder loftet ned, falder loftet ned.
Vi går aldrig hjem, vi går aldrig hjem,
når vi først er sluppet ud.
Sikken suppe, som den ku' svuppe
i ganen gamle splejs.
Sikken sherry, den var sgu very,
Jeg mener very nejs.
Ja, og laksen var en af slagsen,
ka' du li' laks, Andres?
Laks på hjernen og flu'r i kernen,
så vil jeg hel're ha' sauternen.
Dyreryggen stod ej i skyggen,
Gu' ve', hvor den var skudt.
Herlig var'en, men se pommard'en
var os se rar min gut.
Efter spisen så fik vi isen,
hvor var den dejlig kold.
Ja madeira'n efter mer'a'en
længes nu min knold.
Vi går aldrig hjem, vi går aldrig hjem,
når vi først er kommet ud.
Vi går aldrig hjem, vi går aldrig hjem,
for derhjemme er en brud.
Og når hun bli'r barsk, ja når hun bli'r barsk,
er hun fan'me harsk, er hun fan'me harsk.
Vi går aldrig hjem, vi går aldrig hjem,
når vi først er sluppet ud.
Sikke kvinder, det var gudinder,
man der til bords os ga'.
Sikken cognac, jeg tror min mund sagde
nej men øjet ja.
Sikke arme og sikke barme,
forbarm dig over mig.
De var friske, og de ku' smiske,
så vil jeg hel're ha' en whiske.
Disse smalben, hun har fru Halgren,
er noget for sig sel'.
Mens du kigger på ben, så nikker
jeg til en grøn prunell.
Så du ryggen, som sad på frøken
Natalie, den var go'.
Midt i valsen jeg om halsen
faldt på'n gul clicot.
Vi går aldrig hjem, vi går aldrig hjem,
når vi først er kommet ud.
Vi går aldrig hjem, vi går aldrig hjem,
for derhjemme er en brud.
Hun er altid bøs, hun er altid bøs,
denne gamle tøs, denne gamle tøs.
Vi går aldrig hjem, vi går aldrig hjem,
ikke før de sender bud.
Sunget af Oscar Holst og Holger Pedersen 'Gissemand' i Apollorevyen, 1925.