Mel.: Erik Haumann 1982 - Et trofast hjerte, Herre min
De helliges samfund - Gudstjenesten - 413
1
Vi kommer, Herre, til dig ind
fra dagligdagens pligter
med splittede og bange sind,
vi ved, hvor tit vi svigter.
Vi drages, ængstes, tvivler, tror
og tøver ved det smertespor,
vi ser i dine hænder.
2
Du gik bestandig blandt de små,
afmægtige og svage
som dem, vi ikke agter på
i nutids bitre dage.
Du modtar os, endskønt du ved
om trodsig selvretfærdighed,
med dine åbne hænder.
3
Du nægter os den onde fred,
vi modløst higer efter,
en kredsende urørlighed,
der lammer vore kræfter.
Forladelsen ved korsets blod
er aldrig bad i glemslens flod,
men dåb af nære hænder.
4
Vi ser i dine naglegab
den fred, du ene agter:
Befrielsen til fællesskab
med dem, der intet magter.
Du bryder trygheds velbehag
og åbner sindets spirelag
med dine strenge hænder.
5
Hvor skyldens torneskove gror,
som vildsomt krat sig breder,
får vi dog kraft fra dine ord
at rydde voksesteder,
så smertens sorte asketræ
må briste som en knop i læ
til blomst i dine hænder!
Lisbeth Smedegaard Andersen 1982.