Mel.: Som lilliens hjerte kan holdes i grøde
Troen på Guds Søn - Tidens fylde - 89
1
Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge,
for natten om advent er tærende lang.
Vi længes, vi længes mod morgenens lykke,
mod solopgangs-timen med fuglenes sang,
thi Herren har svoret
at komme i Ordet
med styrke, med almagt i Ånden til stede,
som nærer vort håb, og som bærer vor glæde.
2
Nu sidder vi stumme og venter på stunden,
da Herren vil komme, besøge sit folk
og lægge os levende lovsang i munden,
Guds Ånd fra det høje vil være vor tolk.
Vor vantro skal vige,
Guds sol skal da stige
med budskabet: Ingen skal utrøstet græde,
det nærer vort håb, og det bærer vor glæde.
3
Befriet blir vi for hver eneste fjende,
selv fjenden, der har vore hjerter besat.
Da lærer Gud selv os vor frelse at kende
i ordet, der lyder: Din synd er forladt.
Da synger vi stumme
en sang, der kan rumme
det ord, hvor Guds mægtige Ånd er til stede,
som nærer vort håb, og som bærer vor glæde.
4
Vor Gud skal vi tjene med fryd alle dage,
foruden al frygt skal hans åsyn vi se.
Han leder vor fod ad den vej, vi skal drage
til freden, der heler vort suk og vor ve.
Gud selv ihukommer
som frelser og dommer
den pagt, der ej rokkes af ny eller næde,
den nærer vort håb, og den bærer vor glæde.
Luk 1,67-80. Johannes Johansen 1996.