Komponist gl. vise - Tekst Ukendt
Jeg traf Sofie på Dyr'havsbakken,
det var en aften op mod Sankt Hans.
Med øjet blinked' jeg hen til pakken,
og jeg og "Sivet" vi fik en dans.
Men jeg var ikke særlig varm på Fie,
det må jeg sige, det må jeg si'e,
men hvad man ikke er, det ka' man bli'e
sa rumsa rulla sa rumsa rej.
Vi sad så trygt under skovens stammer
og drak vor Tuborg og åd vor steg.
Jeg ville åbne Fies hjertekammer,
men ak, hun rødmede dybt og skreg:
Gud jeg ikke no'n uartig pige,
det må jeg sige, det må jeg sige.
Men hvad du ikke er, det ka' du bli'e
sa rumsa rulla sa rumsa rej.
Jeg sa'e Fie vær nu lidt kærlig,
så skal jeg elske dig som et søm,
men Fie hun var ikke spor af kærlig,
og hun var heller ikke særlig øm.
Men så sku' hun på karussellen ride,
det hjalp på Fie, det må jeg sige.
For hvad man ikke er, det ka' man bli'e
sa rumsa rulla sa rumsa rej.
Se, Fie hvilte i mine arme,
da vi i futtog til byen for,
og begge havde vi det med varme,
og jeg sku' se, hvod'n Fie bor.
Men jeg var ikke kendt i Bustervie,
det må jeg sige, det må jeg sige,
men hvad man ikke er, det ka' man bli'e
sa rumsa rulla sa rumsa rej.
Se, Fie hun er både høj og mager
og temlig ranglet, men ellers kær.
Hun spiser vandgrød og søde sager.
Hun er så ked a' hun ej er svær.
Men nu begynder hendes form at stige,
det må jeg sige, det må jeg sige.
For hvad man ikke er, det ka' man bli'e
sa rumsa rulla sa rumsa rej.