L.C. Nielsen.
Vort Hjem, du danske Jord,
hvor Bondebrødet trofast gror;
du digre Muld, saa evnefuld, saa yppig til at yde !
Det kimer i din Agers Korn, Konkylie-Horn
om dine Kyster lyde.
Vi bærer dig i Lyst og Nød;
vi ærer dig i Liv og Død;
vi kommer, naar du kalder,
og knæler i dit Skød!
Vort Hjem, du danske Jord,
hvor Lunets lyse Sønner bor;
dugsvangre Dal med stridig Al og hvide Klitters Øde!
Det 'dufter i dit Tungemaal, en Blomsterskaal
af Rug og Kløver røde.
Vi favner dig, i Angst og Fryd;
vi savner dig, i Nord og Syd;
vi harmes, naar vi hører din stumme Klagelyd!
Vort Hjem, du danske Jord,
der haabsorn grøn af Havet gror;
gavmilde Muld med Mindeguld, som klinger under Ploven!
Din Himmel hæver højt sit Tag, i bløde Drag
langs Fjorden blaaner Skoven.
Vi værger dig i Armods Kaar;
vi sværger dig, ihvor vi gaar,
at trænges, hvis du trues, til Værn omkring din Vaar!