Carl Ploug.
Vort Land, vort Land, vort Fædreland!
du Havets yngste Søn,
som plasker i det blanke Vand
og tumler med det hvide Sand
og svinger, lys og mild, og skøn,
hver Vaar din Fane grøn!
Du fik ej Sølverbræ til Hat,
til Skjold ej sorte Skær;
men i dit Fløjels Bælte sat
der er af gyldne Aks en Skat,
og Silkekappen, som du bær',
har Bræm af Svanefjer.
End er af Sind du blød og veg
og end af Vilje svagt
du sysler helst med Skæmt og Leg,
men blinker ej for Sværdets Æg,
og gaar saa kaad og kæk i Slag,
som andre til et Lag.
Og faar du Lov at vokse ud
ved ·Friheds sunde Marv,
du vorder nok en Kæmpe prud
og fæster dig en Kongebrud
og løfter, klog paa eget Tarv,
de store Fædres Arv.