Mel.: Befal du dine veje
Kristenlivet - Forsagelse og kamp - 629
1
Vort kors gør sure miner,
når det os sendes til,
man ved da tit for piner
ej, hvor man være vil;
men lærer man at kende,
hvad korset gør for gavn,
og ser den sag til ende,
da tages det i favn.
2
Det fører os ved smerte
fra verdens dårlighed
og slår det stolte hjerte
i støv og aske ned;
i ydmyghed er hvile
og meget godt at bo,
så jager korsets pile
os ind med magt til ro.
3
Det lærer os at klage
i bønnen dag og nat;
beklemte sukke tage
Gud ret om hjertet fat.
Da vil vi have nåde,
går ikke før derfra,
og når vor tro vil råde,
må Jesus sige ja.
4
Det puster op i luer
den lille troens gnist,
at man ej mere gruer
for Satans magt og list,
men ved sin trængsel hærdet
som stål i ild og vand
derefter uforfærdet
mod alting tage kan.
5
Af Jesu torne bryde
de smukke roser ud,
som skal i Himlen pryde
og krone Jesu brud;
vor Jesu kors fortjente
os denne skat at få,
men vil vi kronen vente,
da skal vi med ham gå.
6
Jo mer vi da må stride
at komme Jesus nær,
jo mere vi må lide,
fordi vi har ham kær,
jo mere kors vi tåle,
jo større demantglans
og perler skal der stråle
af sjælens brudekrans.
Hans Adolph Brorson 1735.