Vort modersmål er dejligt (45)

Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang,
hvormed skal jeg det signe, og prise det i sang.
En højbåren jomfru, en ædel kongebrud,
og hun er så ung, og så dejlig ser hun ud,
og hun er så ung, og så dejlig ser hun ud.

Hun lægger os på læben hvert godt og kraftigt ord
til elskovs sagte bønner, til sejrens stolte kor,
er hjertet trangt af sorgen, og svulmer det af lyst,
hun skænker os tonen, som lette kan vort bryst,
kun skænker os tonen, som lette kan vort bryst.

Og om i øst og vest vi har sværmet og søgt
de svundne tiders visdom, de fjerne landes kløgt,
hun lokker, og hun drager, vi følger hendes bud,
for hun er så ung, og så yndig ser hun ud,
for hun er så ung, og så yndig ser hun ud.

De fremmede de tænkte at volde hende sorg,
de bød hende trældom i hendes egen borg,
men just, som de mente, hun var i bånd og bast,
da lo hun så hjerteligt, at alle lænker brast.
da lo hun så hjerteligt, at alle lænker brast.

Og alle de skjalde, hun skænked' ordets magt,
de blev om hendes sæde en stærk og trofast vagt,
hver sang, som folket kender og lytter til med lyst,
den blev en ring i brynjen, der dækker hendes bryst,
den blev en ring i brynjen, som dækker hendes bryst.

Edv. Lembke, 1859.