Ægtemands tale ved hustruens begravelse

Det er en trist anledning, der har samIet os her i dag. Et kært og eIsket menneske er ikke mere blandt os. Min glade hustru og bedste ven gennem mange år er efter nogen tids sygdom gået bort. Dette forekommer i øjeblikket så meningsløst. ja, jeg kan godt sige at jeg endnu ikke har forstået, hvad det er, der er sket. Det vil først fremgå af de mange, mange ændringer, der nu vil indtræffe i hverdagen.
Det er ingen søgt trøst, når jeg siger, at det hele ville have været endnu mere trist, hvis Else havde haft et plagsomt eller indholdsløst liv. Men sådan var det jo slet ikke. Tværtimod. Else var lige fra barnsben af begunstiget på mange måder. Hun var så heldig at have et virkelig godt barndomshjem, nogle strenge, men elskelige forældre, og hun fik en god uddannelse og tilegnede sig mange kundskaber, både på skolebænken og i det, vi kan kalde livets skole.
Else var altid meget interesseret i andre mennesker, deres ideer g meninger, og denne egenskab skabte mange kontakter, som var værdifulde for os begge.
Vi nåede at tilbringe mange gode år sammen, og selv om der i en stund som denne nok synes at være ting, som man ville have gjort anderledes, tror jeg at kunne sige, at vi havde et godt og harmonisk ægteskab.
Elses største interesse var - og det er naturligt for en kvinde - altid børnene. Hun levede og åndede for dem, og jeg ved, at den store sorg, som jeg i dag føler, i lige stor udstrækning deles af vore tre børn og vort ene barnebarn.
Vi havde gerne set, at Else var blevet forskånet for den sidste tids lidelser. Men sygdom er hver mands herre, og selv vore dygtige læger kunne ikke hindre sygdommens fremtrængen, kun mildne dens værste virkninger. Jeg véd, at det var Else til megen opbyggelse, at så mange fremmede involverede sig så dybt i hendes skæbne, og jeg vil gerne rette en dybtfølt tak til enhver, der bidrog til at skaffe hende adspredelse og opmuntring under sygelejet. Også en tak til de mange dygtige og sympatiske medarbejdere på sygehuset.
I er mange, som i dag er mødt frem for at vise Else den sidste ære. Børnene og jeg er he!t overvæ!det over den medfølelse, som er strømmet os i møde fra så at sige alle sider. Det er ikke tomme ord, når g siger, at det virkelig har hjulpet os midt i vor store sorg, at så mange venlige mennesker har vist deres deltagelse.
Tak fordi I kom allesammen. Tak for jeres medfølelse. Jeg ved. at I også herved har gjort Else en glæde og en stor tjeneste, selv nu hvor hun ikke er blandt os mere.