Gudfars tale ved barnedåb

Allerførst vil jeg gerne have lov til at udtrykke en dybfølt tak - også på min kone, Ellens vegne - fordi vi i dag har fået lov til at være gudforældre for en lille nyfødt verdensborger. Vi betragter dette både som en stor ære og som en forpligtelse, som vi skal forstå at holde os for øje og i det daglige at leve op til på en værdig måde.
Vort lille ny familiemedlem, som i dag ved dåben fik navnet Cecilie, har allerede taget os allesammen om hjertet. Hun er - det står allerede tydeligt for alle - en både sød, charmerende og sjov lille en, som nok skal forstå at holde mange af os, ikke mindst forældrene, travlt beskæftiget i tiden, der kommer. At Cecilie også er i besiddelse af familien Hansens velkendte temperament, beviste hun til fulde tidligere på dagen under sine følelsesladede udbrud over for præsten. Allerede i en ung alder har hun således forstået, at man ikke skal finde sig i alt. Det lover godt for fremtiden!
Det vil være på sin plads også her at rette endnu en lykønskning til Cecilies forældre, Marianne og Peter, for hvem disse begivenheder er så meget mere overvældende, som det jo er jeres første-fødte. I har jo været nogle år om at tage jer sammen til denne forøgelse af familien; men så meget desto større er naturligvis glæden over, at den nu er kommet. Det ville vist være ret upassende og en indblanding i andres område at udtale ønsket om, at Cecilie før eller senere måtte få selskab af små søskende; men nu ved vi i hvert fald, at i kender opskriften, hvis lyst og behov senere skulle melde sig!
Det, som vi oplevede tidligere på dagen under selve dåbshandlingen, gjorde utvivlsomt indtryk på andre end mig, Der er noget umådeligt opløftende og optimistisk ved at overvære en højtidelig sammenkomst af mennesker, bundet sammen af et eneste fælles ønske: at gøre alt, hvad der står i deres magt for at hjælpe og understøtte det lille barn, som er sat i centrum, og som - med andres bistand - har deltaget i sit første egentlige ritual. Hvis vi kunne opvise samme enighed og gode samarbejdsvilje på andre af livets områder, ville meget være nået.
Nu forestår der en spændende tid, både for Cecilie selv, og for hendes forældre, samt - hen ad vejen - for de mange andre, der bliver involveret i hendes opvækst, opdragelse og hele senere udvikling.
Man kan jo ikke just sige, at det er den mest fredelige verden, vi i dag sætter børn i. Der hersker rundt omkring os megen uro og megen usikkerhed. Vi må trøste os med to ting: dels har det ofte tidligere været sådan, dels vænner mennesker sig forbløffende hurtigt til de tilstande, som de vokser op med. Naturen har jo på forunderlig vis udstyret os med langt mere modstandskraft og evne til at komme gennem otte slags forhindringer, end vi i vore mere pessimistiske øjeblikke forestiller os.
Et ganske betydeligt lyspunkt fortjener dog også at blive fremhævet ved denne lejlighed. I modsætning til mange andre nyfødt får Cecilie allerede fra starten det privilegium at kunne vokse op i en familie, der er præget af balance, stabilitet, fornuft og god økonomi. Dette er et helt afgørende plus for et barn.
Når jeg ser mig om i denne kreds, møder jeg lutter positivt indstillede mennesker, som hver på sin plads vil gøre alt til gavn og bedste for Cecilie,
Det vil på en dag som denne være naturligt at lade tankerne gå lidt tilbage. Det ville have været en stor oplevelse for Cecilies mormor og morfar at have været med på denne dag. Det skulle desværre ikke forundes dem. De gik jo - hurtigt efter hinanden - bort fra os for ganske få år siden. Men vi ved alle, at de begge omfattede Marianne og Peter med den allerstørste interesse og kærlighed. og at de - det skal bestemt ikke være nogen hemmelighed - bidrog væsentligt til, at I fik skabt et godt hjem, fuldendte hver jeres gode uddannelse og således dannede det egentlige grundlag for det gode familieliv, der nu skal komme jeres lille datter til gode.
Omvendt kan vi fryde os over, at Cecilies andet par bedsteforældre, for nu at smakke gammeldags, ikke blot er med på denne store dag, men tilmed i bedste form. Vi har allerede i dag hørt farfar give udtryk for sin udelte begejstring over det ny vidunder og love al tænkelig bistand i tiden, der kommer. Den skal der nok også bliv brug for.
Idet jeg endnu en gang takker, fordi Ellen og jeg måtte blive fundet værdige til at være gudforældre, vil jeg bede alle om at rejse sig, hæve glasset og råbe et hurra for Cecilie og hendes forældre. De leve . . . !